Video om Afasi
- X-ind 8.30 og intro til dagen v. Naia
- Oplæg Apopleksi v. Lone/Lene
- Intro til opgave om borger med apopleksi (aflevering tirsdag)
- Simulation om Ivan – Hold 2 mandag – Hold 1 tirsdag
- Sideløbende arbejde med opgave, samt se videoer
Symptomer på Apopleksi (Stroke)
Sygepleje til borgere og patienter med apopleksi
Patienten med apopleksi
Patientens og de pårørendes perspektiv
Social- og sundhedsassistenten i det professionelle arbejde
Mobilitet/pareser
Ernæring og dysfagi
Mundpleje og infektion i mundhulen
Udskillelse af urin
Udskillelse af afføring
Kognition og kommunikation
Søvn og hvile
Forebyggelse og sundhedsfremme
Patienten med apopleksi
Du kan møde patienter og borgere med apopleksi mange forskellige steder i dit professionelle arbejde. Patienten kan være indlagt akut på hospitalet med helt nyopståede symptomer og efterfølgende være i et rehabiliteringsafsnit. Du kan også møde borgeren med apopleksi i eget hjem.
Ofte har borgeren et funktionsniveau, som er generelt nedsat, og derfor kræver sygepleje og evt. varig brug af hjælpemidler. Det kan fx handle om, at borgeren skal have hjælp til at få dækket en række grundlæggende behov som fx at spise og at klare sin personlige hygiejne.
Det er vigtigt, at plejen til patienter og borgere med apopleksi tager udgangspunkt i den enkeltes og de pårørendes ønsker og behov. Sygeplejen kan særligt i den akutte fase være meget kompleks, både fordi der er flere problemstillinger samtidig, og fordi det kræver speciel sygepleje at dække de grundlæggende behov hos en kritisk syg patient.
Patientens og de pårørendes perspektiv
At få en apopleksi kan være en voldsom oplevelse, hvilket følgende citat er et udtryk for:
50-årig mand: “… jeg har haft noget hovedpine … og nogle klik inde i mit hoved … men jeg … jeg har jo været vågen flere gange … øh… og så… bang, på et millisekund … så mistede jeg min arm og mit ben … i den ene side … øh… jeg har ikke tabt bevidstheden… men jeg har haft bevidstheden om at … hold kæft … nu dør man…”
(Pedersen 2005)
Den bratte ændring af den enkeltes livssituation er med til at øge kompleksiteten af sygeplejen i den akutte fase. Usikkerheden for fremtiden kan være meget dominerende.
Konsekvenserne af apopleksien er ofte omfattende og kan gribe ind i hele familiens liv. Patienten arbejder ofte hårdt på at genvinde sit daglige liv, som det var før apopleksien. Pårørendes engagement og forståelse kan have stor betydning, samtidig med at de også selv kan have stort behov for støtte.
I eget hjem, hvor borgeren er i en stabil og rehabiliterende fase, kan der fortsat være mange forskelligartede problemstillinger, der kræver hjælp og støtte fra det tværprofessionelle personale. Samarbejdet med både patient og pårørende er meget vigtigt, så patienten kommer til at leve et tilfredsstillende liv, trods apopleksiens konsekvenser.
CASE
Søren (64 år) bor alene. Han har haft en blodprop i venstre side af hjernen og har som følge heraf parese (lammelse) i højre arm og ben. Han har også problemer med at tale (afasi) og problemer med at synke (dysfagi). Han har desuden nogle balanceproblemer og hemianopsi, samt problemer med at holde på vandet (inkontinens). Søren har en datter, en svigersøn og to børnebørn, som han har god kontakt til. Han har tidligere arbejdet hos et teleselskab, men er nu på efterløn. Søren ryger 15-20 cigaretter dagligt, er overvægtig og er vant til at spise færdiglavet mad fra en slagter i nærheden. Han har forhøjet kolesteroltal og dyrker ikke motion, men har været vant til at bevæge sig meget på sit arbejde og kunne tidligere godt lide at gå lange ture.
Den bratte ændring af den enkeltes livssituation er med til at øge kompleksiteten af sygeplejen i den akutte fase. Usikkerheden for fremtiden kan være meget dominerende.
Konsekvenserne af apopleksien er ofte omfattende og kan gribe ind i hele familiens liv. Patienten arbejder ofte hårdt på at genvinde sit daglige liv, som det var før apopleksien. Pårørendes engagement og forståelse kan have stor betydning, samtidig med at de også selv kan have stort behov for støtte.
I eget hjem, hvor borgeren er i en stabil og rehabiliterende fase, kan der fortsat være mange forskelligartede problemstillinger, der kræver hjælp og støtte fra det tværprofessionelle personale. Samarbejdet med både patient og pårørende er meget vigtigt, så patienten kommer til at leve et tilfredsstillende liv, trods apopleksiens konsekvenser.
Søren er et typisk eksempel på en patient eller borger med apopleksi. Søren har pareser i den ene side af kroppen, balanceproblemer, hemianopsi, afasi, dysfagi og inkontinens. De fleste af disse problematikker uddybes nedenfor sammen med andre hyppige problemer hos patienten med apopleksi.
Social- og sundhedsassistenten i det professionelle arbejde
Du vil arbejde både selvstændigt og tværprofessionelt som social- og sundhedsassistent. Patientens problemstillinger vil som tidligere nævnt ofte være komplekse og forskelligartede, sådan som det også fremgår i casen om Søren. Det er derfor væsentligt, at der er et tværprofessionelt samarbejde mellem fx social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og fysio- og ergoterapeuter. I det følgende gennemgås de problemstillinger, som du typisk møder hos borgere med apopleksi.
I den akutte fase af en apopleksi vil der ofte være problemstillinger vedr. respiration og cirkulation. Men dette beskrives ikke her.
Mobilitet/pareser
Et nedsat fysisk aktivitetsniveau og immobilitet kan i varierende grad ses hos mange borgere. Det kan dels skyldes parese af arm og ben som i Sørens tilfælde, dels de mere skjulte symptomer som abnorm træthed og kognitive problemer.
Observationer
Hos Søren og andre borgere med apopleksi er det vigtigt, at du observerer og vurderer borgerens egenomsorgskapacitet, fx i forhold til:
- Personlig hygiejne: Hvilke ressourcer har borgeren til at udføre den? På hvilken måde klarer borgeren dette? Har borgeren problemer med mobiliteten, som fx parese i en eller flere ekstremiteter (arme og ben)? Ser borgeren soigneret ud? Hvor lang tid bruger han på den personlige pleje? Hvordan ser borgeren ud efter at have spist? Har han spildt? Er der behov for guidning/støtte eller praktisk hjælp?
- Gangfunktion: Trækker eller slæber borgeren på det ene ben pga. parese? Holder han sig tilbage fra at gå, fx pga. balanceproblemer? Har han behov for hjælpemidler?
- Forflytning: Hvad lægger du mærke til, når borgeren skal ud af sengen? Fra seng til stol og omvendt? Er der behov for hjælpemidler, guidning eller praktisk hjælp?
- Lejring; Hvordan ligger borgeren i sengen eller sidder i stolen? Er han urolig? Glider han ned i sengen eller stolen, så det giver en dårlig stilling?
Handlinger
Når du skal støtte borgeren til aktivitet, kræver det ofte en sygepleje, som tager højde for flere behov og problemer samtidig (figur 34.1). Det kræver også en sygepleje, som inddrager den enkelte borger og har opmærksomhed på, hvordan hans aktuelle funktionsniveau er. Er borgeren meget plaget af træthed, vil han ofte have behov for hjælp til at skabe struktur i dagligdagen, så der tages højde for hvileperioder.
Som social- og sundhedsassistent yder du rehabiliterende sygepleje ved at medvirke til, at borgeren i et tværprofessionelt samarbejde mobiliseres så hurtigt som muligt, mens han er indlagt, og så meget som muligt, efter at han er udskrevet.
Når du møder borgeren i eget hjem, vil der være en tværfaglig genoptræningsplan, hvoraf det fremgår, hvordan du skal hjælpe borgeren med de forskellige opgaver. Derved øges både borgerens egenomsorgskapacitet og hans mulighed for at genvinde så meget af sit tidligere funktionsniveau som muligt.
Medinddragelse af evt. pårørende kan være afgørende for, hvor motiveret borgeren er for mobiliseringen.
Ernæring og dysfagi
Dysfagi betyder, at patienten har synkebesvær og i større eller mindre grad fejlsynker mad eller væske (får det i “den gale hals”). Den grundlæggende årsag til dysfagi er den skade, der er sket i patientens nervesystem, hvor lammelser i mund og svælg påvirker synkeprocessen, ligesom lammelse af ansigtets bevægenerve (nervus facialis.) kan forårsage, at patienten ophober mad i munden, som han efterfølgende fejlsynker.
Der er en stærkt øget risiko for, at en patient med dysfagi får aspirationspneumoni (lungebetændelse), fordi patienten fejlsynker mad og/eller væske til lungerne. Risikoen er særlig stor for kritisk syge patienter og patienter med nedsat immunforsvar.
Observationer
Ved mistanke om dysfagi er det vigtigt, at du observerer følgende:
- Har borgeren problemer med at holde væske og spyt i munden?
- Har borgeren en forsinket synkeproces? Observér, om borgeren synker umiddelbart efter, at han tager mad eller væske i munden, ved at se på eller føle efter, om adamsæblet bevæger sig.
- Sidder borgeren korrekt, dvs. ret op og ned med overkroppen og med hovedet let foroverbøjet?
Hvis du observerer, at borgeren bliver kortåndet, hoster eller rømmer sig eller har forandret stemme efter indtagelse af væske/føde, kan det være tegn på, at han fejlsynker.
Handlinger
Sygepleje til patienter med dysfagi er en tværprofessionel opgave, hvor sygeplejerske, ergoterapeut og social- og sundhedsassistent arbejder tæt sammen om at udrede, behandle og evaluere dysfagien, samt udarbejde en handlingsplan for dette. Udredning og behandling af dysfagi i den akutte fase består af en indirekte og en direkte synketest samt en evaluering af, hvor svær dysfagien er. Målet er at kunne sikre patienten en kost, der har den rette form og konsistens, så han ikke fejlsynker.
Indirekte synketest.
Der observeres, om:
- patienten er vågen og opmærksom
- patienten kan hoste eller rømme sig
- patienten kan synke sit eget spyt
- patienten savler
- patienten har forandret stemme (hæs, våd, tyk, svag).
Udfaldet af den indirekte synketest afgør om man går videre til den direkte synketest.
Direkte synketest
En direkte synketest består af en vandtest med og uden fortykkelsesmiddel og fast føde.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at nogle patienter har “silent aspiration”. Det vil sige, at de fejlsynker uden at reagere på det med at hoste eller rømme sig, fordi de ikke kan det. De kan derfor ikke beskytte luftvejene ved at hoste mad/væske op igen. Med udgangspunkt i en evaluering af den direkte synketest kan der lægges en plan for synkeøvelser og tilpasning af madens konsistens ud fra en vurdering af, om der er tale om dysfagi i let, middelsvær eller svær grad.
Senere i forløbet anvendes ofte et andet redskab til udregning af dysfagien: Minimal Eating Observation Form.
Mundpleje og infektion i mundhulen
Borgere med apopleksi kan have øget risiko for infektion i mundhulen og dermed pneumoni (lungebetændelse). Det kan bl.a. skyldes dårlig mundhygiejne.
Det er ikke sikkert, at borgeren selv kan klare at børste sine tænder, hvis han har kognitive og motoriske problemer.
Hos borgere i eget hjem er det også vigtigt, du medvirker til, at borgeren har en ren mund og normale slimhinder, da du skal være opmærksom på, at borgeren måske ikke selv er i stand til at vurdere det.
Observationer
Det er vigtigt at finde frem til, om borgeren har eller er i risiko for at få infektion i mundhulen.
Du skal observere mundhulen for følgende symptomer:
- Mundslimhinde og tunge: Rødme, belægninger, evt. sår med/uden blødning.
- Gummer og tandkød: Ødematøse med/uden rødme, spontan blødning eller blødning ved tryk.
- Belægninger dels ved bakteriel infektion, dels ved svampeinfektion.
- Bakteriebelægning på tænderne (plak).
- Dårlig ånde.
Handlinger
Infektion kan forebygges ved at udarbejde en plan for mundhygiejne, der bygger på nedenstående handlinger.
- Borgeren får børstet tænder grundigt minimum én gang dagligt. Af hensyn til borgerens vaner og velvære kan tænderne børstes to gange dagligt. Tandbørstning kan suppleres med interdentalbørster (“flaskerensere”) og tandstikkere. Hvis borgeren har protese, er det ud over børstning af protesen også vigtigt at udføre mundpleje af gummerne.
- Læberne smøres efter behov med creme, der ikke må indeholde petroleum eller olie, hvis borgeren er i behandling med ilt. Olieholdige midler og midler, der indeholder petroleum (fx vaseline eller læbepomade), udgør en risiko for eksplosionsfare og brandfare i forbindelse med iltbehandling.
- Tandkød og slimhinder masseres nænsomt med swaps for at stimulere blodcirkulationen i mundhulen. Vær især opmærksom på at holde gane, tunge og kindernes inderside ren.
- Mundtørhed forebygges ved at fugte mundhulen med swaps vædet med frisktappet, koldt vand, evt. suppleret med syntetisk spyt, som også påføres med swaps. Vær opmærksom på risikoen for aspiration.
- Mundpleje udføres før stillingsskift hos bevidstløse borgere, da der ellers er risiko for, at borgeren aspirerer bakterieholdigt spyt til lungerne.
Udskillelse af urin
Problemer med vandladning er hyppige hos patienter med apopleksi. I det følgende afsnit beskrives de helt specifikke opgaver hos borgeren med apopleksi i forbindelse med urinvejsproblemer i form af urinretention, residualurin og urininkontinens.
→ Læs mere om urinretention, residualurin, kateterisering og inkontinens i kapitel 29 og 30.
Observationer
Urinretention
Det er meget vigtigt at identificere en eventuel retention, da nerveforsyningen til blæren kan beskadiges permanent, hvis blæren bliver overstrakt, fordi der er for meget urin i den.
Ved mistanke om urinretention skal du observere om borgeren:
- har smerter. Det kan han måske ikke selv give udtryk for, men du kan observere om han er urolig
- har en spændt blære. Det kan du undersøge ved at trykke patienten over blæren
- er i stand til at tømme blæren. Det kan du undersøge ved at skanne borgerens blære, så du kan se, hvor meget urin der er i blæren. Det er dét, der kaldes residualurin.
Urininkontinens
Det er vigtigt at være opmærksom på, at urininkontinens (ufrivillig vandladning) også kan skyldes urinretention. Hvis blæren er overfyldt, kan den løbe over (overløbsinkontinens).
Da urininkontinens også kan have andre årsager, skal du observere, om den ufrivillige vandladning sker i forbindelse med bydende stærk vandladningstrang (urge), i forbindelse med fysisk aktivitet, eller om det er ufrivillig vandladning uden anden årsag.
Handlinger
Urinretention
Hos borgere, der har urinretention, kan man tømme borgerens blære med et kateter med passende intervaller (ren intermitterende kateterisation, RIK eller steril intermitterende katerisation, SIK). Hvis der er urin i blæren, skal borgeren kateteriseres, indtil vandladningen fungerer igen.
Residualurin
Hvis borgeren har mere end 150 ml urin i blæren, kan du instruere ham i at forsøge at lade vandet flere gange efter hinanden (dobbelt-voiding, se kapitel 30) for at sikre bedste mulig tømning af blæren. Hvis dette ikke virker, bør blæren tømmes vha. engangskateterisation.
Borgere med apopleksi kan også få tilbagevendende urinvejsinfektioner, hvis de har svært ved at tømme blæren (residualurin).
I samarbejde med sygeplejerske eller læge kan du afdække, om borgeren får medicin, der kan påvirke blæretømningen.
Urininkontinens
Hos borgere, der lider af urininkontinens er det vigtigt:
- At afdække patientens vandladningsmønster ved at
- registrere tidspunkt for ufrivillig vandladning og evt. den udløsende årsag
- afdække borgerens væskeindtag ved at registrere, hvor meget og hvornår borgeren indtager væske
- afstemme borgerens væskeindtag med hans vandladningsmønster. Vær også obmærksom på, om borgeren får diuretika.
- At være opmærksom på, hvordan det opleves psykisk, og at finde holdbare løsninger, da det har betydning for borgerens sociale liv efter udskrivelsen.
- At afdække patientens vandladningsmønster ved at
- At udarbejde en fremadrettet plan for vandladning, fx at forsøge med skemalagte toilettider.
- Sammen med borgeren at vurdere, om han har de rette inkontinenshjælpemidler, såsom den korrekte bletype, den rigtige størrelse engangskateter m.m.
- Afdække, om borgeren har behov for hjælp til toiletbesøg, og om han selv kan udføre nedre hygiejne
Udskillelse af afføring
Borgere med apopleksi kan have afføringsproblemer både i form af obstipation og fækal inkontinens.
Observationer ved obstipation
De hyppigste årsager til obstipation er påvirkning af nerveforsyningen til tarmen, immobilitet og nedsat væskeindtag.
Ved mistanke om obstipation skal du observere for symptomer som:
- besværet defækation og nedsat defækationshyppighed, evt. med regelmæssig brug af laksativer (afføringsmidler) (se kapitel 25)
- langt tidsforbrug i forbindelse med defækation (> 30 min.)
- afføring formet som type 2 og 3 ifølge Bristol-skalaen (se Observationer relateret til fordøjelsen).
Handlinger ved obstipation
Når patienten er obstiperet, er det vigtigt at:
- Sikre mobilisering i det omfang patienten kan klare det
- Vejlede om forebyggende tiltag som fiberrig kost, væske og øget aktivitet
- Forebygge og behandle med laksantia.
Observationer ved fækal inkontinens
Fækal inkontinens kan opstå som følge af, at nerveforsyningen til mave-tarm-kanalen påvirkes.
Ved mistanke om fækal inkontinens skal du observere for symptomer som:
- ufrivillig afgang af luft eller afføring
- sivende afføring, som også kan skyldes obstipation.
Hvis borgeren har sivende afføring, og hvis formen af afføringen er type 5-7 ifølge Bristol-skalaen, kan det skyldes obstipationsdiarré. Hudproblemer ved endetarmen, hvor huden er rød og øm, er ofte en følge af fækal inkontinens, fordi afføringen irriterer huden.
→ Læs om afføringstyper og Bristol-skalaen i kapitel 25.
Handlinger ved fækal inkontinens
Når borgeren lider af fækal inkontinens, er det vigtigt at:
- afdække borgerens afføringsmønster ved at registrere tidspunkt for ufrivillig afføring
- forsøge skemalagte toilettider
- sammen med borgeren at vurdere, om han bruger de rette inkontinenshjælpemidler, fx bletype, samt relevante laksativer
- afdække, om borgeren har behov for hjælp til toiletbesøg.
Kognition og kommunikation
Kommunikationen med borgeren med apopleksi, der som Søren i casen har afasi, kan være yderligere udfordret, hvis der også er problemer med hans kognitive funktioner. De kognitive funktioner og sproget udgør de overordnede hjernemæssige funktioner, som er af afgørende betydning for, hvordan en person fungerer og agerer i dagligdagen, på job mv.
Vurderingen af en borgers kognitive symptomer må bero på et samlet billede af, hvad der kan forventes af borgeren ud fra viden om hans uddannelse, arbejde, sociale baggrund og habituelle personlighed inden apopleksien indtraf. Det er også vigtigt at være opmærksom på andre tilstande, som kan give lignende symptomer, fx depression og abnorm træthed.
→ Læs om afasi i Sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering.
Observationer
Som social- og sundhedsassistent har du en opgave i at vurdere borgeres kognitive funktioner.
For at kunne observere og beskrive borgerens kognitive funktioner målrettet kræves tid, tålmodighed og faglig viden samt tæt samarbejde med de pårørende og evt. andre tværprofessionelle samarbejdspartnere som fx sygeplejerske og ergoterapeut. De pårørende kender borgeren fra tidligere og kan uddybe, hvordan hverdagen fungerer aktuelt. Ergoterapeuten kan afdække og præcisere, hvilke kognitive problemer du skal være opmærksom på, og hvordan du kan håndtere dem. Du har som social- og sundhedsassistent i samarbejdet med borgeren og på baggrund af viden om borgerens habituelle tilstand rig mulighed for at iagttage og vurdere borgerens kognitive funktioner.
Følgende er områder, som du kan være opmærksom på:
- Bevidsthedsniveau: Hvor vågen er borgeren? Er borgeren vågen nok til, at de kognitive funktioner kan vurderes?
- Orientering og erkendelse: Har borgeren problemer med erkendelse af tid, sted, egne data og aktuelle sygdom?
- Neglekt: Har borgeren nedsat opmærksomhed til den ene side? (typisk vil det være venstre side). Inddrager borgeren begge kropshalvdele ved ADL? Går borgeren ind i møbler o.lign. til den ene side?
- Anosognosi: Har borgeren manglende sygdomserkendelse?
- Koncentration og opmærksomhed: Lader borgeren sig let distrahere? Har borgeren svært ved at holde koncentrationen i forhold til en opgave, fx personlig pleje? Virker borgeren i perioder fraværende?
- Hukommelse og indlæring: Glemmer borgeren aftaler eller gøremål? Glemmer han fx, hvor ting ligger? Har han svært ved at følge fx en genoptræningsplan, idet indholdet glemmes? Har borgeren apraksi?
- Planlægning og problemløsning: Formår borgeren at planlægge, udføre og evaluere opgaver? At bevare overblikket? Også over flere ting samtidig? Formår han at tilpasse handlinger? At overskue ændringer?
- Personlighed: Oplever du manglende situationsfornemmelse hos borgeren? Har han manglende empati og indfølingsevne? Reagerer han ofte impulsivt, fx som tegn på manglende hæmninger?
- Mentalt tempo: Hvordan opleves borgeren i kontakten? Er der behov for ekstra tid og ro til at kunne fx svare på et spørgsmål? Tager borgeren selv initiativer?
- Perception: Kan borgeren omsætte information fra sanserne (dvs. fra berøring, bevægelse, syn, hørelse, lugt eller smag), således at disse informationer kan give mening og anvendes hensigtsmæssigt? Sanseinformationerne kan være en kilde til angst, når borgeren ikke kan tolke dem.
- Brug af sproget: Har borgeren afasi? Har borgeren dysartri?
Handlinger
Hos borgeren, der har kognitive problemer, er din opgave at bidrage til samt støtte op om de planer og mål, der er lagt for borgerens rehabilitering i et tværprofessionelt samarbejde. Du har også en væsentlig opgave i at reagere på og videregive information om eventuelle afvigelser i borgerens adfærd, som kan tyde på kognitive ændringer.
For både borgeren og pårørende kan kognitive ændringer være noget af det sværeste at håndtere, da det i den grad kan vanskeliggøre den kommunikation, der er så vigtig for at klare en ændret livssituation. De kognitive problemer kan gøre det vanskeligt for både pårørende og sundhedsprofessionelle at inddrage borgeren i beslutninger og planlægning af handlinger, hvis han ikke forstår, hvad der foregår. Pårørende kan have stort behov for professionel støtte til at tackle situationen.
Søvn og hvile
Mange borgere med apopleksi kan være plaget af en sygdomsrelateret træthed og dermed have et stort behov for søvn og hvile. Trætheden kan gøre, at borgeren egenomsorgsevne er nedsat i en sådan grad, at selv mindre dagligdags aktiviteter, som at vaske sig eller klæde sig på, kan virke uoverskuelige. Det kan være svært at overkomme dagligdags gøremål som indkøb, madlavning, havearbejde m.m. Dét at deltage i sociale arrangementer med familie og venner kan også virke uoverskueligt, og nogle mennesker med apopleksi kan være nødt til at tilpasse deres arbejdssituation med deltid, fleksjob, førtidspension o.lign.
Trætheden kan påvirke hele familien, og de sædvanlige roller i familien kan blive ændret. Træthed er en kompleks problemstilling og skyldes formentlig både fysiske og psykosociale faktorer.
Observationer
Du skal observere borgeren aktivitetsniveau. Er der tegn på, at træthed påvirker borgeren fysisk, psykisk eller socialt?
Handlinger
Når borgeren lider af træthed, er det vigtigt at medtænke dette:
- Det har stor betydning for borgeren, at den professionelle er opmærksom på, at træthed er et reelt problem ved apopleksi, og at trætheden bliver anerkendt og taget alvorligt. Du kan evt. også hjælpe borgeren med at finde en passende balance mellem aktivitet og hvile i løbet af dagen/aftenen og med at få en god nattesøvn. I kan evt. lave en tidsplan for de enkelte dage i ugen – en struktur på dagligdagen kan være en hjælp for nogle.
- Man ved ikke, hvor meget fysisk aktivitet betyder i forhold til at reducere og mestre træthed, men fysisk aktivitet kan give velvære og også forebygge træthed, som opstår pga. en inaktiv hverdag. En skridttæller kan være et enkelt og godt redskab til at øge den fysiske aktivitet på en overskuelig og moderat måde.
- Det er vigtigt at snakke med borgeren om, at det er helt o.k. at tage et hvil efter behov og at forkæle sig selv med gode pauser, dvs. med aktiviteter, som man finder glæde og afslapning ved.
- Du kan også hjælpe borgeren med at fortælle til andre (familie, venner, kolleger), hvordan det opleves at være så træt, og hvordan det begrænser ens daglige virke. På den måde kan omgivelserne bedre forstå, hvorfor borgeren ikke altid kan deltage i forskellige sociale sammenhænge.
Forebyggelse og sundhedsfremme
I casen om Søren beskrives nogle livsstilsfaktorer, som kan have betydning for forebyggelse af en ny apopleksi. Hos Søren drejer det sig om overvægt, manglende motion og rygning. Kost kan også være en vigtig livsstilsfaktor. Endvidere er det særligt vigtig at observere patientens/borgerens blodtryk og puls i forhold til at forebygge ny apopleksi.