Dagens forløb:
- Klassens tid – Alle sammen
- Tage stilling til sidst dage inden ferien –klassekassen bruges til morgenmad/frokost el andet?
- Oplæg/aktivitet: Den motiverende samtale
- Se Læringsvideoen: Killen i baren – den motiverende samtale i sundhedssektoren
- Øvelse: Afholde motiverende samtale
- Forberede læringsdialog med Fishbowl-tema (træk-et-spørgsmål-Øvelse)
Pause – frokost
- Træk-et-spørgsmål-øvelse: Temaets emner; den faglige viden og refleksion.
Video af Den motiverende samtale (11 min)
Sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering - Kap.9
Afsnittet om Samtaler, der støtter forandring
Den forebyggende samtale
Den forebyggende samtale er en metode, der er udviklet på Bispebjerg Hospital. Metoden er rettet mod personer, som endnu ikke er motiveret til at forandre deres sundhedsadfærd, dvs. personer i før-overvejelses- og overvejelsesstadiet. Det er en metode, der er udviklet i forhold til tobak og alkohol, men den kan i princippet bruges i forbindelse med alle livsstilsændringer.
Den forebyggende samtale har fokus på at give patienten viden om konsekvenser og risici ved at fortsætte fx forbruget af alkohol eller tobak.
Samtaleformen, som den praktiseres på Bispebjerg Hospital, er egentlig flere samtaler og opfølgninger.
Først informerer en læge kort om konsekvenser ved fx alkohol, og senere følger plejepersonalet op på denne samtale.
Plejepersonalet skal afstemme samtalen med den fase i forandringsprocessen, patienten er i, og selvfølgelig også med patientens fysiske og psykosociale forudsætninger.
Den motiverende samtale
Den motiverende samtale er primært rettet mod borgere, der er motiverede for forandring, men som endnu ikke er helt afklarede, dvs. mennesker, der er i overvejelsesstadiet eller forberedelsesstadiet, se figur 9.2.
Metoden er relevant i forhold til rehabilitering og livsstilsændringer som forbrug af tobak og alkohol, kostændringer eller mere motion. Den motiverende samtale kan være kort eller lang. Det er ikke tiden, der er afgørende, men samtalens indhold og den sundhedsprofessionelles kommunikation med borgeren.
Motivationen skal komme indefra, dvs. være indre lystmotivation eller identificeret motivation.
Den motiverende samtale har en anerkendende tilgang til motivationsarbejdet. Denne målrettede kommunikationsmetode skal ses som et samarbejde mellem borgeren og den professionelle, hvor målet er at finde borgerens egne argumenter for en forandring.
Den motiverende samtale må have et mål, dvs. noget, som forandringsprocessen skal resultere i, for uden dette bliver det vanskeligt for den professionelle at styre samtale i den rigtige retning. Det er dog borgeren selv, der bestemmer målet.
- Hvad betyder recovery og forklar hvad de forskellige former betyder
Recovery betyder at komme sig, og recovery opdeles i 3 former
Total recovery – at komme sig helt
Mennesker, der er kommet sig helt, har totalt fravær af symptomer på tidligere sygdom og er vendt tilbage til et funktionsniveau som før sygdommen. De har ingen kontakt med det psykiatriske system, og ingen medicinering eller anden behandling er nødvendig. I Danmark drejer det sig anslået om ca. 25 % af dem, som på et tidspunkt har fået en psykiatrisk diagnose.
Social recovery – at komme sig socialt
Når et menneske kommer sig socialt, kan der stadig være symptomer på psykisk sygdom, men de forhindrer ikke, at personen deltager i det sociale liv på egne betingelser.
Social recovery handler især om økonomisk og boligmæssig uafhængighed.
Mennesket med psykisk lidelse kan derfor stadig godt have symptomer og kan fortsat have brug for medicin, anden behandling eller en form for støtte.
Ca. 50 % af de mennesker, som har fået psykiatriske diagnoser, opnår social recovery.
Personlig recovery eller “at være i recovery”
Personlig recovery er en proces, hvor fokus er på, at det enkelte menneske ændrer sine holdninger, værdier, følelser, mål, færdigheder og roller. Det er en måde, hvorpå man kan lære at leve et tilfredsstillende, håbefuldt og bidragende liv, selv med de begrænsninger, der følger med sygdommen.
2. Hvilke faktorer har Alain Topor fundet frem til, som er særlige vigtige i recovery-processen – Forklar modellen
Håb
Det er vigtigt at bevare eller udvikle håb og en tro på, at det er muligt at komme sig eller få en meningsfuld tilværelse. Evt. møder brugeren mennesker, som kan give håb eller være vikarierende håb, når brugeren selv har mistet håbet.
Mening og sammenhæng
Recovery-processen støttes meget, hvis brugeren kan finde mening og sammenhæng mellem oplevelsen af sygdommen og egen livshistorie. Mening og sammenhæng knytter sig tæt til Aaron Antonovskys mestringsbegreb (begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed).
Egen indsats gennem empowerment
Empowerment er at kunne tage magten/styringen i sit eget liv på trods af omstændighederne.
Det er vigtigt for alle mennesker at have følelsen af indflydelse på deres eget liv. Dvs. at man har mulighed for at forbedre og ændre på praktiske, fysiske, sociale og personlige forhold i tilværelsen.
Personalets tilgang – partnerskab og brugerindflydelse
Hvis medarbejdere erkender, at psykisk lidelse ikke er en kronisk tilstand, ændrer det ved måden, arbejdet tilrettelægges på. Opgaven for medarbejdere bliver da i et partnerskab med brugeren at skabe så gode forudsætninger som muligt for at komme sig. Dette passer godt med tankerne i den psykiatriske sygeplejemodel “Tidevandsmodellen”, hvor den psykiatriske sygepleje retter sig mod menneskers problemer og ikke deres sygdom.
Ingen stigmatisering
Hvis fordomme eller stigmatisering undgås, er det en stærkt medvirkende faktor til recovery.
Psykisk sygdom er som enhver anden sygdom ikke noget, man er, men noget, man har.
Sociale relationer og netværk
Det er vigtigt for recovery-processen, at sociale relationer og netværk som familie, venner og bekendte ikke mistes, men evt. suppleres af brugergrupper, hvor brugere kan støtte hinanden med udgangspunkt i fælles erfaringer omkring psykisk sygdom.
Social inklusion, arbejde og aktiviteter
For at opnå recovery er det nødvendigt, at brugeren inkluderes og får den samme adgang til det normale hverdagsliv i form af fx arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet og fritidsfællesskaber som alle andre.
3. Psykosocial rehabilitering – hvad betyder psykosocial rehabilitering og forklar hvad det indebærer.
Begreberne psykosocial rehabilitering og recovery hænger tæt sammen. Psykosocial rehabilitering handler om den indsats, medarbejderne i psykiatrien yder for at støtte den enkelte brugers recovery-proces, dvs. brugerens proces mod hel eller delvis helbredelse.
Recovery skal forstås som den indre, private proces, som det enkelte menneske foretager med sig selv for at komme sig over alvorlige psykiske problemer. Den psykosociale rehabiliteringsindsats er den nødvendige støtte, som medarbejdere yder for, at recovery-processen kan lykkes.
Psykosocial rehabilitering foregår i et involverende samarbejde mellem bruger og medarbejdere.
Psykosocial rehabilitering har derfor til formål at støtte den enkelte brugers recovery-proces og skal tilbyde støtte, som kan skabe muligheder for at:
- genvinde tidligere funktionsniveau eller opnå bedst mulig funktionsevne
- forebygge tilbagefald eller forringelse af funktionsevne
- være så symptomfri som muligt
- være mentalt og fysisk sund
- deltage aktivt i rehabiliteringen og opnå følelse af kontrol i forhold til sygdom
- lære færdigheder og få støtte
- opnå ligestilling med andre borgere i forhold til personlig frihed, hverdagsliv og deltagelse i samfundsliv.
4. NUZO
Hvad betyder begrebet NUZO? Forklar modellen. Hvorfor er det vigtigt at overveje udviklingszoner når man skal lave aktiviter med borgeren?
NUZO er et pædagogisk og psykologisk begreb inden for læring udviklet af den russiske psykolog Lev Vygotsky
NUZO er et pædagogisk og psykologisk begreb inden for læring udviklet af den russiske psykolog Lev Vygotsky
Man skelner mellem den aktuelle udviklingszone, som er det, man kan alene, og den nærmeste udviklingszone, som er det, man kan med støtte.
Da den nærmeste udviklingszone er det, man er lige ved at kunne, er det her, udfordringerne er og skal være, hvis der skal foregå læring, dvs. hvis borgeren skal lære nyt.
Derfor skal NUZO tænkes ind i aktivitetsanalysen, når man tilpasser aktiviteten til borgerens formåen (se eksemplerne med Rasmus, Erna og Mariam).
5. Flow
Hvad betyder begrebet flow? Og hvorfor skal man være opmærksom på dette ift aktiviteter og borgeren
NUZO er et pædagogisk og psykologisk begreb inden for læring udviklet af den russiske psykolog Lev Vygotsky
Flow er en mental tilstand, i hvilken personen er fuldstændig opslugt i det, vedkommende beskæftiger sig med. Det er karakteriseret som en fornemmelse af et energifyldt fokus, fuld involvering og succes med den igangværende aktivitet.
Nogle aktiviteter giver lettere adgang til oplevelsen af flow end andre. Det er typisk kreative aktiviteter, leg, sport, naturoplevelser, spil og musik.
6. Aktivitetsanalyse
Hvad er en aktivitetsanalyse og hvad kan du som SSA anvende denne til?
Brug modellen til at forklare hvad du skal være opmærksom på
Aktivitetsanalysen er et grundlæggende redskab til at planlægge og udføre aktiviteter sammen med borgeren. Planlægning og udførelse af aktiviteten sker ud fra et match af tre elementer: aktiviteten, mennesket og omgivelserne
Aktivitetsanalysen er et grundlæggende redskab til at planlægge og udføre aktiviteter sammen med borgeren. Planlægning og udførelse af aktiviteten sker ud fra et match af tre elementer: aktiviteten, mennesket og omgivelserne
I aktivitetsanalysen undersøger du både borgerens resurser og aktivitetsproblemer og selve aktiviteten for at vurdere aktivitetens udviklingsmuligheder for borgeren. Aktivitetsproblemer er problemer med at udføre nødvendige og ønskede hverdagsaktiviteter.
Når du sammen med borgeren bruger aktivitetsanalysen, er du med til at styrke borgerens evne til aktivitetsudførelse, og du sikrer samtidig, at:
- aktiviteten er meningsfuld
- borgeren oplever at kunne lykkes med aktiviteten
- I arbejder målrettet hen mod, at borgeren skal nå sine fastlagte mål
- borgeren kan blive bevidst om egne resurser og udfordringer
- borgeren kan arbejde med og udvikle sine resurser
- borgeren øger sin livskvalitet
- borgeren dermed kan blive motiveret for yderligere aktivitet.
7. Ulighed i sundhed
Forklar betydningen af begrebet ulighed i sundhed og hvilke faktorer kan være med til at give denne ulighed.
Ulighed i sundhed refererer til forskelle i sundhedstilstanden og adgangen til sundhedsydelser mellem forskellige grupper af mennesker.
Ulighed i sundhed betyder, at visse grupper af mennesker har ringere sundhedstilstand og dårligere adgang til sundhedsydelser sammenlignet med andre grupper.
Faktorer, der kan bidrage til ulighed i sundhed:
Socioøkonomisk status: Socioøkonomisk status, som omfatter indkomst, uddannelsesniveau og beskæftigelse, spiller en væsentlig rolle i sundhedsulighed. Mennesker med lav socioøkonomisk status har ofte dårligere adgang til sundhedsydelser, bor i dårligere boligforhold og har begrænset adgang til sunde kostvaner og motion.
Uddannelse: Uddannelse er også en vigtig faktor. Mennesker med lav uddannelsesmæssig baggrund har ofte ringere sundhedstilstand og lavere sundhedsfærdigheder, hvilket kan påvirke deres evne til at forstå sundhedsoplysninger og træffe sunde valg.
Etnicitet og race: Etnicitet og race kan også bidrage til ulighed i sundhed. Mindretalsgrupper kan stå over for diskrimination, manglende adgang til sundhedsydelser og kulturelle barrierer, der påvirker deres sundhedsmæssige resultater negativt.
Køn: Køn kan spille en rolle i sundhedsulighed, da mænd og kvinder kan have forskellige sundhedsmæssige udfordringer og adgang til specifikke sundhedsydelser. Kvinder kan f.eks. opleve ulighed i adgangen til reproduktiv sundhed, herunder prævention og reproduktive sundhedsydelser.
Geografisk placering: Geografisk placering kan også være en faktor. Mennesker, der bor i landdistrikter eller socioøkonomisk deprimerede områder, kan have begrænset adgang til sundhedsydelser, færre sundhedsfaciliteter og ringere transportmuligheder til sundhedsydelser.
Disse faktorer virker ofte sammen og forstærker hinanden. For eksempel kan en person med lav socioøkonomisk status og begrænset uddannelse have større risiko for at opleve dårlig sundhed på grund af begrænset adgang til sundhedsydelser og ressourcer til en sund livsstil.
8. Harm reduction
Til de mennesker med misbrug, som er meget dårligt stillede, og hvor afvænning fra misbrug ikke er muligt, tilbydes i stedet pleje og behandling. Ved harm reduction gives plejen ud fra erkendelsen af, at nogle mennesker med misbrug lider af en sygdom, som det enten ikke er muligt at behandle, eller som personen ikke er parat til eller motiveret for at blive behandlet for.
Formålet er da at minimere konsekvenserne af de skader, som misbruget medfører, og give støtte til en tilværelse, som giver den enkelte livskvalitet.
Eksempler på harm reduction kan være:
- indsats i forhold til generel sundhedstilstand
- indsats i forhold til boligforhold og andre sociale forhold
- lettere adgang til sundhedsfremmende tilbud på en måde, som borgeren kan benytte, fx til måltider, tandlæge, læge, sygeplejerske, medicin og sårbehandling
- “fixerum”, hvor mennesker med misbrug kan indtage deres rusmiddel i kontrollerede omgivelser.
9. Compliance – Hvad betyder compliance? Og hvilke faktorer er medvirkende til complaince eller non-compliance
Compliance er, hvordan borgeren efterlever sin behandling.
Der er foretaget en lang række undersøgelser om, hvordan borgere følger den ordination og behandling, som lægen har beskrevet. Borgerne kan deles ind i tre næsten lige store grupper:
- Borgere, der følger ordinationen og blot tager medicinen på lidt andre tider end ordineret i løbet af dagen.
- Borgere, som tager ekstra dosis, indimellem springer medicinen over hele døgn, eller som holder pauser fra medicinen i mere end tre dage. Det kaldes for “drug holidays”, dvs. ferie fra sin medicinske behandling.
- Borgere, som ofte springer medicindoser over, holder nogle pauser i løbet af hver måned, eller som generelt ikke tager deres medicin.
Den første gruppe følger den medicinske behandling og har derfor en god compliance.
De to efterfølgende grupper har en dårlig compliance, og derfor bliver deres efterlevelse af behandlingen kaldet for non-compliance.
Ovenstående undersøgelser viser, at ca. to tredjedele af borgerne ikke følger den ordinerede behandling – men tilpasser dosis og tidspunkter, efter hvad de selv mener, er godt for dem på det tidspunkt. Nedenstående er et par eksempler på dette.
Faktorer, der øger risikoen for non-compliance hos borgeren:
- Manglende viden, øvelse og erfaring hos sundhedspersonalet.
- Manglende refleksion over og feedback på, hvordan det går med behandlingen
- For lidt personale, for korte konsultationer eller for mange afløsere.
Faktorer, der øger muligheden for compliance:
- At der er et godt forhold mellem borgeren og fast sundhedspersonale, som følger og vejleder under behandlingsforløbet.
Faktorer, der øger risikoen for non-compliance hos borgeren:
- Dårlig økonomi, fx pga. arbejdsløshed eller gæld.
- Svært ved at læse eller lavt uddannelsesniveau.
- Problemer i det sociale liv, fx med familien eller på arbejdet.
Faktorer, der øger muligheden for compliance:
- At personalet er opmærksomt på de økonomiske og sociale faktorer under vurderings- og identifikationsfaserne i sygeplejeprocessen.
Faktorer, der øger risikoen for non-compliance hos borgeren:
- Der er ikke en direkte konsekvens af manglende medicin, fx ved forhøjet blodtryk, og derfor har borgeren en lav risikoopfattelse.
- Opmærksomheden mindskes generelt ved langvarig eller kronisk sygdom.
- Manglende psykisk overskud og problemløsning, fx ved depression.
Faktorer, der øger mulighed for compliance:
- At personalet i dialog med borgeren finder individuelle løsninger i forhold til de udfordringer, som netop borgerens sygdom påvirker den enkelte med.
Faktorer, der øger risikoen for non-compliance hos borgeren:
- Flere former for præparater, som skal indtages på forskellige tider og måder.
- Hyppige skift i behandlingen.
- Dårlige erfaringer med en lignende behandling, fx mange bivirkninger.
Faktorer, der øger mulighed for compliance:
- At personalet med jævne mellemrum taler med borgeren om det hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige ved behandlingen.
Faktorer, der øger risikoen for non-compliance hos borgeren:
- Stress, glemsomhed eller angst.
- Manglende viden om medicinen, og hvordan den skal tages.
- Lav motivation, fx ved manglende accept af sygdommen og dens alvor.
Faktorer, der øger mulighed for compliance:
- At personalet vejleder borgeren om behandlingen i forhold til motivation, vaner og viden om sygdom og behovet for behandling, således at borgerens sygdomsindsigt øges.
10. Beskriv hvad psykoedukation er og hvad det indebærer?
Psykoedukation er undervisning af patienter eller brugere, og evt. deres pårørende om den psykiske sygdom, behandlingsmuligheder samt måder at mestre og forebygge symptomer på.
Overordnet er formålet med psykoedukation, at den enkelte patient/bruger og de pårørende får den specifikke viden og de redskaber, som de har behov for, så de bedre kan mestre sygdommen og indgå i en aktiv recovery-proces.
Målet med psykoedukation er derfor generelt at:
- erstatte usikkerhed, myter og fordomme om sygdommen med konkret viden
- hjælpe patienten eller brugeren til at blive “ekspert i egen sygdom og egne symptomer” og dermed træffe gode beslutninger vedr. egen behandling
- styrke og understøtte patientens eller brugerens evne til at mestre hverdagen
- gøre patient/bruger bedre i stand til at leve med symptomer og acceptere symptomer
- øge muligheden for tidligt at opdage tegn på, og forebygge, tilbagefald eller nye symptomer
- forbedre patientens eller brugerens oplevelse af livskvalitet
- optimere samarbejdet med de pårørende
- skabe håb.
11. Beskriv hvad den motiverende samtale er og hvordan forløber sådan en samtale?
Den motiverende samtale er primært rettet mod borgere, der er motiverede for forandring, men som endnu ikke er helt afklarede, dvs. mennesker, der er i overvejelsesstadiet eller forberedelsesstadiet. Metoden er relevant i forhold til rehabilitering og livsstilsændringer som forbrug af tobak og alkohol, kostændringer eller mere motion.
Den motiverende samtale kan være kort eller lang.
Det er ikke tiden, der er afgørende, men samtalens indhold og den sundhedsprofessionelles kommunikation med borgeren.
Den motiverende samtale må have et mål, dvs. noget, som forandringsprocessen skal resultere i, for uden dette bliver det vanskeligt for den professionelle at styre samtale i den rigtige retning. Det er dog borgeren selv, der bestemmer målet.
I forberedelsesfasen kan man bruge åbne spørgsmål som:
- Hvad kunne du tænke dig var anderledes i dit liv?
- Hvad vil du gerne kunne, som du ikke kan nu?
Med denne type spørgsmål giver du borgeren mulighed for selv at sætte ord på, hvad han ønsker at forandre. Jo mere han får mulighed for at tale om den forandring, han forestiller sig, jo mere afklaret kan han blive, og jo mere virkelig kan den forestående forandring forekomme.
Samtalen kan afsluttes med spørgsmål som:
- Hvad tænker du dig at gøre nu?
- Hvad bliver det næste skridt for dig?
- Hvad beslutter du dig for?
- Hvordan kommer det til at foregå rent praktisk?
- Hvornår tror du, at du vil gå i gang?
12. Hvad betyder concordance og hvad indebærer processen – brug modellen
I compliancebegrebet er personalet eksperter, som ved mest om sygdom og behandling pga. deres faglige viden. Derved bliver borgeren en, der ved mindre, og det forventes, at borgeren følger den ordinerede behandling. Det skaber et forhold mellem personale og borgeren, som øger risikoen for non-compliance.
Concordance bygger derimod på overensstemmelse og enighed om behandlingen, dvs. et samarbejde mellem personalet og borgeren om behandlingen. Der findes individuelle løsninger på baggrund af borgerens mening, erfaringer og ønsker. Borgeren er aktiv under processen og tager den endelige beslutning.
Concordance foregår over tre faser
Viden om behandlingen
Borgeren får den nødvendige viden om sygdommen og om, hvordan behandlingen forbedrer sundheden. Herunder også, at borgeren ved, hvor han kan finde mere viden baseret på sine behov.
Beslutninger om behandlingen
Borgeren involveres i beslutningerne, som bygger på borgerens erfaringer, ønsker og behov. Borgeren og personalet tager beslutningerne i fællesskab. For at undgå misforståelser kan borgeren evt. genfortælle, hvad der er blevet besluttet.
Støtte til at tage medicinen
I den daglige kontakt med personalet er der en dialog om behandlingens virkning, bivirkninger og om, hvordan behandlingen påvirker borgerens liv og sundhed. Problemerne med behandlingen løses løbende, og dokumentationen gør, at personalet er opdateret om forløbet, og hvordan de bedst kan støtte borgeren.
13. Den pædagogiske reflekssionmodel – Medicinblomsten
Hvordan kan du som SSA anvende denne reflekssionmodel?
I forbindelse med medicinhåndteringen er det vigtigt, at du som social- og sundhedsassistenten reflekterer før samarbejdet med borgeren, under samtalerne og efter
Den pædagogiske reflekssionmodel
Før samtalen skal du:
- bruge din viden om borgerens sygdom og tilstand til at blive opmærksom på, hvordan sygdommen har påvirket personen. Lider borgeren fx af svær KOL, har borgerens nedsatte respiration betydning for kommunikationen. Desuden kan for meget kuldioxid, for lidt ilt og for lav pH-værdi i blodet påvirke borgerens evne til at forstå og mestre indtag af medicinen.
- sammenholde din viden om medicinens virkning til sygdommen. Hvis der ikke umiddelbart er overensstemmelse mellem dem, er det vigtigt at spørge lægen eller sygeplejersken for at sikre sig mod fejl. Det gælder ligeledes ved interaktioner og kontraindikationer i forhold til den anden medicin, borgeren får.
- sikre dig viden om medicinens mulige bivirkninger, da det er vigtigt for de senere observationer.
- indhente viden om, hvilke retningslinjer der er for opbevaring og dokumentation af den medicin, borgeren har.
Under samtalen skal du:
- observere borgerens symptomer på sygdommen, hvilket giver et indblik i, hvor godt eller dårligt medicinen virker.
- observere bivirkninger – er der mange og markante bivirkninger, er det vigtigt at kontakte lægen eller sygeplejersken, da medicindosis kan være for høj.
- observere borgerens bevidsthed, evne til at forstå og give udtryk for sine synspunkter. Er der fx tegn på begyndende delirium, skal det straks rapporteres videre.
- inddrage borgerens behov og synspunkter i forhold til den medicinske behandling. Hvordan oplever borgeren medicinens virkning og bivirkninger? Jo mere borgeren bliver inddraget, desto større er sandsynligheden for, at borgeren tager medicinen korrekt.
- observere, hvornår patienten indtager medicinen og i forbindelse med hvad. Er der mad eller drikke, som kan nedsætte effekten af medicinen, så skal borgeren vide dette. Citrusjuice kan fx nedsætte optagelsen af nogle lægemidler i tarmen
Efter samtalen skal:
- dokumentationen sikre, at nødvendig viden og erfaringer videreføres til kolleger, så de kan følge op på aftalerne og skabe kontinuitet.
- dokumentationen ud fra borgerens udsagn om og egne observationer beskrive af, hvordan medicinen virker, og hvilke bivirkninger der er. Det er vigtigt at beskrive, hvordan vi gennem samarbejdet med borgeren kan støtte denne, fx i forhold til medicinindtag og ved lægekonsultationer.
- det aftales, hvad der skal følges op på næste gang, fx i den pædagogiske tilgang eller viden, som er vigtig for borgerens ønsker og forståelse af behandlingen.
14. Gensvarsmodeller Hvad er og hvordan kan man bruge gensvarsmodellen? Forklar de forskellige typer.
Ved at være bevidst om dit eller dine gensvar kan du målrette din kommunikation i forhold til det, der er formålet med samtalen.
I kommunikationen med et andet menneske reagerer vi altid på en eller anden måde. Det er umuligt ikke at reagere. Selv hvis vi ikke svarer på et spørgsmål eller står helt stille uden at reagere, er dét i sig selv en reaktion. Reaktionen kan også kaldes et gensvar – man svarer igen.
Lyttende ↔ ikke-lyttende
At lytte til, hvad den anden person siger, er en helt grundlæggende forudsætning for at kunne give et relevant gensvar.
Når du er lyttende eller ikke-lyttende, bruger du primært nonverbal kommunikation, fordi du med dit kropssprog viser, om du lytter til borgeren.
Når dit gensvar er lyttende, har du et åbent kropssprog og giver feedback på det, borgeren siger.
Her bruger du nogle af principperne i aktiv lytning. Ved et ikke-lyttende gensvar er der tale om en form for afvisning af den anden, fx i form af afvisende kropssprog og/eller manglende feedback.
Et udvidende gensvar åbner for en samtale, mens et afgrænsende gensvar lukker for svarmulighederne, og man afskærer den anden person fra at uddybe sine svar eller sin opfattelse af situationen.
Ved at give et udvidende gensvar viser du interesse for den anden persons fortælling, og du giver mulighed for at åbne samtalen i flere forskellige retninger. Hv-ord er velegnede til udvidende gensvar. Hv-ord giver åbne spørgsmål, hvor den adspurgte har mulighed for at svare med sine egne ord og udtryk.
Andre gange er det relevant at give et afgrænsende gensvar, hvis det handler om at få præcise oplysninger eller give konkrete beskeder. Afgrænsende gensvar kan også kaldes lukkede spørgsmål.
Formålet med et kognitivt gensvar er at tale om faktuelle ting. Her er det rationelle i centrum, mens det affektive gensvar har fokus på det følelsesmæssige i kommunikationen. Det affektive gensvar fastholder eller forstærker følelserne i kommunikationen, og formålet er at hjælpe den anden person til at forholde sig følelsesmæssigt til en situation og til at bearbejde følelserne.
Borgeren: Jeg har ikke lyst til at gå til lægen. Han fortæller mig sikkert, at jeg har kræft.
Social- og sundhedsassistenten: Er du bekymret for, om du har en alvorlig sygdom?
Borgeren: Min bror gik til lægen, fordi han følte sig halvsløj, og han fik at vide, at han havde leverkræft. Han døde for et halvt år siden.
Social- og sundhedsassistentens affektive gensvar: Det må være svært for dig at have mistet din bror.
Social- og sundhedsassistentens kognitive gensvar: Det er ikke sandsynligt, at du også får leverkræft.
Når du vælger et konfronterende gensvar, konfronterer du den anden person med det, du oplever i kommunikationen. Du er åben om, hvad du tænker, tror og føler, der sker i samtalen, og formålet er at få den anden person til også at være åben omkring det, der sker i selve jeres samtale.
Borgeren: Jeg har ikke spist noget slik i dag, og du skal ikke blande dig i, hvad jeg spiser.
Social- og sundhedsassistenten konfronterende gensvar: Jeg kan høre, du er vred på mig, men jeg kan se, at der står kage på køkkenbordet. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, hvad du spiser, for det har betydning for dit blodsukker og dit helbred.
Det tildækkende gensvar er en måde til at affeje et tema i en samtale eller dække det til, så det ikke fylder eller tillægges betydning. Det kan være hensigtsmæssigt, hvis der ikke er den nødvendige tid til at tale om et emne, eller det kan være, at du som social- og sundhedsassistent ikke synes, at emnet vedkommer dig eller borgeren.
Borgeren: Jeg tror, at manden i lejligheden ved siden af er en tyv. Han lister altid ud om natten.
Social- og sundhedsassistentens tildækkende gensvar: Nå, han kan såmænd nok bare ikke sove.
15. Hvad betyder en dobbeltdiagnose? Hvad er årsagen til dobbeltdiagnoser og er diagnosen nem at behandle? Hvorfor?
En dobbeltdiagnose er en tilstand, hvor mennesker er afhængige af rusmidler og samtidig har en behandlingskrævende psykisk sygdom. Dobbeltdiagnoser kan findes ved alle psykiske lidelser, men forekommer ofte i følgende kombinationer:
- personlighedsforstyrrelser og misbrug
- psykoser og misbrug
- depression og misbrug
- angst (eller stress) og misbrug
- PTSD (posttraumatisk stressreaktion) og misbrug.
Nogle mennesker med dobbeltdiagnoser har haft en psykisk lidelse inden misbruget, mens andre udvikler psykiske lidelser som en følge af misbruget.
Årsager til dobbeltdiagnoser:
Rusmidler kan give mennesker med lettere psykiske lidelser en kortvarig lindring af angsten og forpintheden. Det kaldes for selvmedicinering. Alkohol kan fx i første omgang dæmpe angst ved lettere psykiske lidelser, men omvendt udvikler alkoholmisbrug på sigt også netop angst. Hash kan have en afslappende og sløvende virkning, men i moderate til høje doser kan der udvikles panisk angst, depressioner og psykose.
Men hos mennesker med en lav psykosetærskel vil brugen af rusmidler altid medføre eller forværre en psykotisk tilstand. Angsten og forpintheden bliver værre, når rusen og den umiddelbare lindring er ophørt. Det sker også, selv når mennesker med psykisk sygdom er i medicinsk behandling for deres sygdom.
Integrerede behandlingstilbud, hvor borgeren tilbydes behandling for både psykisk lidelse og misbrug samtidig, har vist sig at have den største effekt.
Mennesker med dobbeltdiagnose har behov for grundig udredning af hele deres livssituation, både den psykiatriske lidelse og misbrugsmønsteret, men også generelt funktionsniveau, boligsituation, netværk m.v.
16. Afhængighedstilstand og toleranse
Ifølge ICD-10-diagnosesystemet, hovedgruppe F1, er definitionen på afhængighed, at mindst tre af følgende symptomer skal have været til stede i mindst en måned inden for de seneste 12 måneder:
- stærk trang (“craving“) til det foretrukne rusmiddel
- svækket evne til at styre indtagelsen og dermed standse eller nedsætte forbruget (kontroltab)
- rusmidlet dominerer hverdagen
- toleransudvikling for rusmidlet, hvilket betyder, at der skal større og større mængder til, før den ønskede effekt er nået
- indtagelse af rusmiddel fortsætter trods erkendelse af den skadelige virkning
- abstinenssymptomer opstår, hvis rusmiddel ikke indtages, eller abstinenser forsvinder, når rusmiddel indtages.
Når mennesker med misbrug skal have stadigt større doser af rusmidlet for at opnå samme rus, kaldes det, at der er udviklet tolerans. Der findes to former for tolerans:
- Metabolisk tolerans, hvor der sker en ændring i stofskiftet, så kroppen hurtigere nedbryder rusmidlet.
- Farmakologisk tolerans, hvor følsomheden for rusmidlet nedsættes i centralnervesystemet.
Der udvikles især tolerans for alkohol, og mennesker, som er alkoholafhængige, kan have en alkoholpromille på to til tre uden at virke særligt påvirkede.
17. Hvad er abstinenser, hvad er symptomerne
og hvordan skal man som SSA observerer på?
Tag udgangspunkt i abstinensgraderne.
Pga. tolerans opstår den fysiske afhængighed, og hvis borgeren ophører med at tage rusmidlet, vil han få abstinenssymptomer. Hvis borgeren indtager rusmidlet igen, vil abstinenssymptomerne hurtigt forsvinde.
Det kan være med til at holde en ond cirkel i gang.
Hvor lang tid der går, inden abstinenser udvikles, afhænger af rusmidlet og det enkelte menneskes følsomhed.
Patienten med delirium tremens vil blive skærmet, dvs. at et personalemedlem, fx dig som social- og sundhedsassistent, opholder sig sammen med patienten et sted, hvor uvedkommende stimuli begrænses.
Det er meget vigtigt, at patienten bliver bragt til ro og får sovet i længere tid, da der ellers er risiko for, at han dør som følge af kredsløbschok.
Patienten skal ikke vækkes, når han er faldet i dyb søvn. Patienten skal tilses ofte, fx hvert femte minut, alt efter hvad lægen beslutter. Patienten har måske fået store doser benzodiazepin, som påvirker respirationen. Derfor skal du altid observere hans vejrtrækning – også når han sover. Du skal også sikre dig, at han ikke får maveindhold i luftvejene, hvis han kaster op.
18. Hvad er en misbrugslidelse og kom med eksempler på hvad er det som misbruges? Hvornår er det et misbrug?
Selvom udtrykket misbrugslidelser ikke eksisterer i ICD-10-diagnosesystemet, er det sådan, de kaldes i daglig tale.
De mest almindelige misbrugslidelser er:
- afhængighedstilstand
- abstinenstilstand
- delirium tremens.
Abstinenstilstande kan på få timer udvikle sig til den livstruende, akutte psykotiske tilstand, der kaldes delirium tremens eller akut organisk psykosyndrom. Tilstanden kræver intensiv observation, pleje og behandling.
Ud over forværring af abstinenssymptomerne med stærkt forhøjet blodtryk, puls og temperatur vil borgeren blive konfus og desorienteret, så han ikke er orienteret i tid og sted. Han vil få synshallucinationer og evt. vrangforestillinger knyttet til synshallucinationerne.
Synshallucinationerne er meget livagtige, uhyggelige og skræmmende.
Der er ofte tale om at se kæmpeedderkopper, slanger og rotter, der løber rundt i rummet. Tilstanden kan medføre panisk angst.
Ved misbrug forstås en overdreven og skadelig brug af medicin, stoffer, alkohol eller andre midler, der indtages med det formål at få en rus, en oplevelse, at komme væk fra det hele eller slippe for hverdagens problemer.
Verdenssundhedsorganisationen WHO’s definition på misbrug er som følger:
En misbruger er den, der indtager et givent rusmiddel i et sådant omfang, at vedkommendes afhængighed fører til:
- mærkbare psykiske forstyrrelser
- nedsat fysisk sundhed
- ødelagte menneskelige relationer
- og manglende evne til at fungere socialt og økonomisk.
19. Karl Tomms spørgsmålstyper Hvordan kan man anvende Karl Tomms spørgsmålstyper og forklar modellen
Karl Tomm er professor i psykologi og systematiserede i 1992 fire typer af spørgsmål, som du kan bruge i dit samarbejde med borgeren.
Disse spørgsmålstyper kalder Tomm lineære, cirkulære, refleksive og strategiske spørgsmål. Det er forskellige typer af spørgsmål, der leder til forskellige typer af svar.
De lineære og de cirkulære spørgsmål handler om begivenheder eller problemstillinger, der eksisterer eller allerede er sket.
De refleksive og de strategiske spørgsmål handler om fremtiden og dét, der kan komme til at ske.
Lineære spørgsmål har til formål at afklare eller indkredse en problemstilling. Eksempler på lineære spørgsmål:
- Hvad skete der?
- Hvordan skete det?
- Hvornår skete det?
- Hvem var til stede?
- Hvorfor skete det?
Den cirkulære tilgang handler om at forstå mønstre, helheder og relationer. Cirkulære spørgsmål er undersøgende.
- Hvor ofte er det sket?
- Hvorfor tror du det skete?
- Hvem var der da det skete?
Refleksive spørgsmål er en måde til at påvirke borgeren i en eller anden retning. Ved at opstille hypoteser eller stille “Hvad nu hvis“-spørgsmål kan du guide borgeren til at tænke på nye måder.
De strategiske spørgsmålstyper hjælper borgeren med at opstille konkrete, tydelige mål. Nu handler det om at formulere, hvad der skal ske for at opnå drømmen eller det overordnede mål. Nogle gange betegnes strategiske spørgsmål som de handlingsafklarende spørgsmål. Med udgangspunkt i eksemplet med Poul kan Christian fx stille disse strategiske spørgsmål:
- Hvad er det første, vi skal gøre for, at du selv kan rejse hjem til dine forældre?
- Hvad har vi brug for at vide noget om?
- Hvordan får vi den nødvendige viden?
- Har vi brug for hjælp? Og fra hvem?
- Hvad kan gå galt? Og hvordan undgår vi det?