Farmakologipensum – SSA Kp2208

Selvom det fremgår af uddannelsesbekendtgørelsen, at social- og sundhedsassistenter selvstændigt kan varetage medicingivning, skal det dog pointeres, at det er op til ledelsen på hver enkelt arbejdsplads at afgrænse, hvad social- og sundhedsassistentens ansvar og kompetencer i relation til medicingivning er.

Langt de fleste steder skal social- og sundhedsassistenter have deltaget i et medicinkursus, før de må varetage medicingivning.

Når arbejdspladsen har givet social- og sundhedsassistenter bemyndigelse til at udføre medicingivning, får de naturligvis også et selvstændigt ansvar for at udføre disse opgaver.

Kapitel 1 menu - Retur hoved menu

1.2 - Social- og sundhedsassistentens ansvar ved medicingivning

Pligter som autoriseret sundhedsperson

Pligter som sundhedsperson

En stor del af social- og sundhedsassistentens ansvar fremgår af forskellige love bl.a. Autorisationsloven og Sundhedsloven.

Derudover findes der en række retningslinjer, som mere specifikt gælder for sundhedsprofessionelles ansvar i forbindelse med medicingivning.

Disse retningslinjer udarbejdes bl.a. af Sundhedsstyrelsen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS).

- Pligter som autoriseret sundhedsperson -

Social- og sundhedsassistenter har været omfattet af autorisationsordningen siden 2008.

Når man som sundhedsprofessionel er autoriseret, så medfølger der en række forpligtelser. De væsentligste i relation til medicinhåndtering er omhu og samvittighedsfuldhed samt oplysnings- og indberetningspligt.

Desuden blev alle autoriserede sundhedspersoner i 2013 tildelt journalføringspligt, hvilket er nyt for både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.

Omhu og samvittighedsfuldhed

En autoriseret sundhedsperson er i forbindelse med sit arbejde forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed (se Autorisationsloven, § 17).

At udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved medicingivning betyder, at man er omhyggelig i arbejdet, og at andre kan have tillid til, at medicineringsopgaven bliver udført korrekt.

For at kunne have tillid til en sundhedsperson er det vigtigt, at man kan stole på, at personen har samvittighed til altid at være ærlig om sine udførte opgaver.

Det betyder bl.a., at man så hurtigt som muligt får fortalt om det til en læge, når der opdages en medicineringsfejl, så der kan blive rettet op på fejlen, så patienten eller borgeren får færrest mulige følger af fejlen.

Samvittighedsfuld handler altså om ærlighed.

Konsekvenserne af en fejl bliver som regel større, jo længere tid der går, før der bliver reageret på fejlen, så tiden er betydningsfuld.

I en eventuel klagesag, vil man som sundhedsperson også være bedre stillet, hvis man selv har gjort opmærksom på en fejl og sørget for, at der bliver fulgt op på den. Dette er at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

Oplysnings- og indberetningspligt:

En autoriseret sundhedsperson er forpligtet til at afgive de oplysninger og indberetninger, som man afkræves af sundhedsmyndighederne (se Autorisationsloven, § 19).

Oplysnings- og indberetningspligten kan komme på tale i forbindelse med medicineringsfejl, hvor man efterfølgende kan blive bedt om at redegøre for detaljerne i en sag, fx hvis en patient har klaget over forløbet, eller hvis der skal foretages en kerneårsagsanalyse på baggrund af en rapporteret utilsigtet hændelse.

Journalføringspligt:

Journalføringsbekendtgørelsen supplerer Autorisationsloven og tilføjer, at alle autoriserede sundhedspersoner har journalføringspligt og -ansvar.

Det gælder både journalføring i forhold til behandling af egne borgere og de borgere, hvor behandlingen udføres af en medhjælp.

I relation til medicingivning indebærer denne journalføringspligt dokumentation for dispensering og administration i elektroniske medicineringssystemer, men også dokumentation i forhold til fx bivirkninger og medicineringsfejl.

- Pligter som sundhedsperson -

Der findes en række pligter, som gælder for alle sundhedspersoner, uanset om de er autoriserede eller ej.

Disse pligter er beskrevet i Sundhedsloven, Serviceloven, Forvaltningsloven og Psykiatriloven.

To særligt relevante pligter som sundhedsperson i relation til medicingivning er pligten til at rapportere utilsigtede hændelser, samt ansvaret for at sikre, at patientens selvbestemmelsesret overholdes. Begge dele er beskrevet i Sundhedsloven.

Rapportering af utilsigtede hændelser:

Af Sundhedsloven fremgår det, at “en sundhedsperson, der som led i sin faglige virksomhed bliver opmærksom på en utilsigtet hændelse, skal rapportere hændelsen” – det er altså ikke valgfrit, om man vil rapportere en medicineringsfejl. Rapporteringen omfatter både de utilsigtede hændelser, som man selv er impliceret i, og hændelser, som man bliver opmærksom på hos andre (se Sundhedsloven, § 198). Det er ikke altid, at man selv opdager de medicineringsfejl, man laver, så derfor kan det sagtens forekomme, at det er en kollega, der efterfølgende får øje på fejlen.

Rapporteringen af utilsigtede hændelser foretages til Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD) via www.dpsd.dk og skal finde sted senest syv dage efter hændelsen, mens hændelsen endnu er i frisk erindring.

Det er ofte ret entydigt, om der er sket en medicineringsfejl eller ej, så derfor er man sjældent i tvivl om, om der er tale om en fejl, som skal rapporteres eller ej.

Sikring af patientens selvbestemmelsesret:

Patienter har krav på at blive informeret om den behandling, de skal modtage, og de skal også give samtykke til behandlingen (se Sundhedsloven, § 15).

Inden man som social- og sundhedsassistent skal give medicin til en patient, skal man altså sikre sig, at patienten har forstået informationen og givet sin accept af behandlingen. Afhængigt af hvor risikofyldt en behandling patienten tilbydes, kan der gives samtykke på forskellig vis.

Ved informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra en sundhedsperson. Et samtykke til behandling skal være frivilligt og udtrykkeligt, og patienten kan til hver en tid tilbagekalde sit samtykke.

Der findes forskellige typer af informeret samtykke:

Ved et stiltiende samtykke tilkendegiver patienten hverken mundtligt eller skriftligt, om han/hun vil behandles med det pågældende lægemiddel. Det kan efter omstændighederne være tilstrækkeligt med denne form for samtykke, hvis det er utvivlsomt, at patienten er enig i behandlingen, fx når der er tale om behandling med almindelig, velkendt og risikofri behandling.

I relation til lægemiddelbehandling vil det i mange sammenhænge være tilstrækkeligt med et mundtligt samtykke, men er der tale om risikobetonede behandlinger, fx kemoterapi, kræves der skriftligt samtykke, hvor patienten skriver under på et dokument (se Sundhedsloven, § 15).

Der kan opstå en række forskellige situationer, som kræver særlige hensyn til selvbestemmelsesretten, og som også kan bringe personale og pårørende i dilemmafyldte situationer.

Det kan bl.a. dreje sig om akutte situationer, udsigtsløs behandling, behandling af unge mellem 15-18 år, behandling af patienter med manglende evne til at give informeret samtykke, samt tvangsmedicinering (se Sundhedsloven, kapitel 5-6).

Tvangsmedicinering forekommer hyppigst i psykiatrien, men kan også forekomme i somatikken i forskellige former, men fælles er, at bestemte kriterier skal være opfyldt (se faktaboks). Når der anvendes tvang, kræves der altid et psykiatrisk tilsyn, uanset om tvangsmedicinering foregår i somatikken eller psykiatrien.

Faktaboks:

Kriterier for tvangsmedicinering

Kriterierne for tvangsmedicinering er, at patienten opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, dvs., at patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der kan ligestilles hermed, og at det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve patienten med henblik på behandling, fordi

udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet, eller
den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Faktaboks slut

Tvang kan være alt fra magtanvendelse og fastholdelse til mere afdæmpede metoder, hvor patienten blot ikke har givet sit samtykke til behandlingen. Det er dog ikke tilladt at foretage skjult medicinering.

Kapitel 1 menu - Retur hoved menu

1.3 - Ansvars- og kompetencefordelingen i det tværfaglige samarbejde

Delegation

Medhjælp

Videredelegation

Social- og sundhedsassistenter samarbejder med mange forskellige faggrupper om medicinering. Nogle er autoriserede, fx læger og sygeplejersker, andre er ikke, fx social- og sundhedshjælpere, og så er der også nogen, der slet ikke har en sundhedsfaglig uddannelse fx pædagoger.

En autoriseret sundhedsperson, fx en læge, kan delegere en opgave inden for sit eget virksomhedsområde, fx medicingivning, til andre sundhedspersoner, såvel autoriserede som ikkeautoriserede,fx en social- og sundhedsassistent eller en social- og sundhedshjælper.

Disse personer omtales da som medhjælp (læs mere i afsnittet Medhjælp). Når en autoriseret sundhedsperson delegerer sundhedsfaglig virksomhed til en medhjælp, kan vedkommende beslutte, om videredelegation (læs mere i afsnittet Videredelegation) må finde sted eller ej.

Det kan øge sammenhængen i behandlingsforløb, at medicineringsopgaver delegeres fra én faggruppe til en anden, men man skal altid tage hensyn til patientsikkerheden og kun delegere de opgaver, som medhjælpen har kompetencer til at udføre forsvarligt.

Social- og sundhedsassistenten må kun videredelegere til personale, som har de rette kompetencer.

Personalet skal være kvalificeret til opgaven, desuden skal de have alle relevante informationer, samt have forstået dem. Hvis medhjælpen fx ikke har viden nok om borgerens nedsatte kognitive funktion, kan der let opstå fejl i forbindelse med udleveringen af medicinen. Et eksempel kan være, at medhjælpen spørger borgeren, om hun ved, hvilken medicin hun får, og om hun selv kan tage medicinen – da borgeren svarer ja, bliver bægeret sat på bordet.

Senere på dagen finder et andet personale medicinbægret på en hylde og går straks videre med det.

- Delegation -

I relation til medicinering er visse kompetencer dog forbeholdt bestemte sundhedspersoner. Det gælder fx udfærdigelsen af recepter, som er forbeholdt læger og derfor ikke kan delegeres til en medhjælp. Behandling med receptpligtige lægemidler, som også er forbeholdt læger, kan derimod godt delegeres til andre sundhedspersoner, herunder sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Når lægen delegerer behandling med receptpligtige lægemidler, vil der oftest være tale om, at plejepersonalet varetager medicingivning.

Der findes forskellige former for delegation, afhængigt af hvor stort et ansvars- og kompetenceområde, der overdrages til medhjælpen.

Ved konkret delegation delegeres en konkret medicineringsopgave, der vedrører en konkret patient, fx medicingivning som faste ordinationer eller éngangsordinationer. Det kan fx være en telefonordination, hvor lægen delegerer opstart af et nyt lægemiddel til social- og sundhedsassistenten.

Ved rammedelegation delegeres der til medhjælpen inden for en forud fastsat ramme selv at vurdere behovet for behandling og gennemførelse heraf. Der skelnes mellem specifik og generel rammedelegation.

Specifik rammedelegation vedrører en specifik patient i specifikke situationer, hvor der forud for delegationen er taget stilling til behandlingen i de specifikke tilfælde. Det kan fx være vurdering af behovet for p.n.-medicin ud fra en fastsat ramme, eller medicin efter skema, hvor dosis er variabel og typisk afhænger af blodprøvesvar, fx insulinbehandling ud fra blodglukosemåling eller blodfortyndende behandling ud fra koagulationsfaktorer.

Generel rammedelegation vedrører en generel, men veldefineret patientgruppe, uden at der nødvendigvis forinden er taget stilling til, om eller hvornår behandlingen iværksættes i forhold til den enkelte patient. Det kan fx være en lokal instruks, der giver medhjælpen mulighed for at starte behandling med hyppigt anvendt medicin i afdelingen, fx Klyx eller movicol.

- Medhjælp -

En læge kan benytte både autoriseret og ikkeautoriseret personale som medhjælp til at håndtere receptpligtige lægemidler – uanset uddannelse og baggrund. Der er typisk tale om personer, som er

- autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, fx sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter

- ikke-autoriserede, og som udfører sundhedsfaglige opgaver, fx social- og sundhedshjælpere

ansatte på sociale botilbud og i institutioner, der ud over lægemiddelhåndtering ikke primært varetager sundhedsfaglige opgaver, fx pædagoger.

Når såvel autoriserede som ikkeautoriserede sundhedspersoner handler som lægens medhjælp, arbejder de delvis under lægens ansvar, men har også et selvstændigt ansvar.

Medhjælpen er forpligtet til at frasige sig opgaver, som personen ikke ser sig i stand til at udføre forsvarligt ud fra sine kompetencer.

Har medhjælpen sagt ja til at udføre en delegeret opgave, er personen ansvarlig for at udføre den efter de givne instrukser. Såfremt medhjælpen holder sig til de givne instrukser, vil ansvaret for udførelsen af opgaven påhvile den autoriserede sundhedsperson, der delegerede opgaven.

Afviger medhjælpen derimod fra de givne instrukser, påhviler ansvaret for opgavens udførelse medhjælpen selv.

Medhjælpen (se øverst i kapitlet) fik instruktion om, at borgeren skulle tage medicinen, mens hun var der. Men medhjælpen følger ikke denne instruks, hun stiller medicinen og går videre. Derved overholder medhjælpen ikke det ansvar, hun har påtaget sig.

Når man påtager sig rollen som medhjælp i forbindelse med medicingivning, følger der er række forpligtelser med.

- Medhjælpen må aldrig foretage ændringer af en ordination.

- Medhjælpen skal sige fra ved mistanke om fejl eller andre misforståelser og orientere lægen om dette.

- Hvis medhjælpen ikke mener at kunne varetage håndteringen af et lægemiddel forsvarligt, skal medhjælpen sige fra over for opgaven.

- Hvis medhjælpen er i tvivl om en ordination, skal medhjælpen ikke administrere lægemidlet til patienten.

- Hvis lægens instruktion strider mod de lokale instrukser, skal medhjælpen straks gøre opmærksom på det, enten til lægen eller ledelsen.

Medhjælpen skal meddele relevante observationer i forbindelse med medicingivning, fx hvilke bivirkninger patienten oplever.

Der er også mange situationer, hvor sundhedspersoner oplærer eller involverer borgere og pårørende i at tage del i medicingivningen. Her er der ikke altid tale om brug af medhjælp.

Der er ikke tale om at benytte medhjælp:

- Når en autoriseret sundhedsperson oplærer en anden sundhedsperson med den samme autorisation.

- Når fx en læge informerer en patient om behandling med henblik på, at borgere selv skal udføre behandlingen. Det samme gør sig gældende, hvis en pårørende, fx forælder eller ægtefælle, hjælper borgeren. Pårørende handler i borgerens sted og ikke som medhjælp for dennes læge.

Hvis en plejeperson kun yder praktisk hjælp til at åbne en medicinbeholder for en borger, fordi borgeren ikke fysisk er i stand til dette, men ellers i øvrigt selv kan administrere sin medicin, så er plejepersonen ikke ansvarlig for medicingivningen og fungerer ikke som medhjælp.

Når en medhjælp har påtaget sig ansvaret for en delegeret opgave, er medhjælpen ansvarlig for den fornødne instruktion, såfremt opgaven videredelegeres til en anden.

- Videredelegation -

Der er tale om videredelegation, når en medhjælp overdrager udførelsen af delegerede opgaver til en tredje person. Ved videredelegation er medhjælpen ansvarlig for den fornødne instruktion.

Ansvarsfordelingen ved videredelegation minder derfor meget om ansvarsfordelingen ved delegation, men her er der blot tale om videregivelse af en opgave fra én medhjælp til en anden, i modsætning til delegation, hvor opgaver overdrages fra en autoriseret sundhedsperson til en medhjælp.

Videredelegation kommer typisk på tale, når medicinudlevering delegeres fra social- og sundhedsassistenter til andre faggrupper fx social- og sundhedshjælpere og pædagoger.

Den person, som medhjælpen videredelegerer til, er også samtidig at betragte som medhjælp for den autoriserede sundhedsperson. Såvel den person der delegerer, som den der videredelegerer kan derfor stilles til ansvar for udførelsen af den videredelegerede opgave, hvis medhjælpen ikke er blevet instrueret tilstrækkeligt eller korrekt

Kapitel 1 menu - Retur hoved menu

1.4 - Utilsigtede hændelse

Typer af medicineringsfejl

Typer af utilsigtede hændelser

Rapporterede medicineringsfejl

Opfølgning på medicineringsfejl

Begrebet utilsigtet hændelse (UTH) er forholdsvis nyt i det danske sundhedsvæsen og anvendes som betegnelse for fejl begået af sundhedsprofessionelle i sundhedsvæsnet. Begrebet utilsigtet leder tankerne hen på, at det er en hændelse, der ikke var tiltænkt.

Forværringer, skader og dødsfald relateret til borgerens sygdom er ikke utilsigtede hændelser. Ligeledes er bivirkninger fra medicin heller ikke utilsigtede hændelser.

Den største andel af utilsigtede hændelser vedrører medicineringsfejl, og derfor har der i mange år været stor opmærksomhed på, hvordan disse hændelser kan forebygges og nedbringes i antal (læs mere i afsnittet Medicindispensering).

- Typer af medicineringsfejl -

Medicineringsfejl kan opstå i alle led i medicineringsprocessen, og alle sundhedsprofessionelle vil med stor sandsynlighed begå fejl på et eller andet tidspunkt. Det er trods alt menneskeligt at fejle, men også vigtigt at lære af sine fejl, så man ikke laver dem igen.

Eksempler på medicineringsfejl:

Ordinationsfejl – fx fejl eller manglende oplysninger i ordinationen.
Dispenseringsfejl – fx at patienten får den forkerte medicin eller den forkerte dosis.
Administrationsfejl – fx at medicinen gives til den forkerte patient, på et forkert tidspunkt eller på en forkert måde.
Andre fejl – fx at medicinen slet ikke bliver ordineret, dispenseret eller administreret.

- Typer af utilsigtede hændelser -

Nogle medicineringsfejl kan være fatale og i værste fald resultere i dødsfald, men langt de fleste fejl får heldigvis kun forbigående eller ingen betydning for patientens tilstand. Utilsigtede hændelser er opdelt i forskellige typer.

En skadevoldende hændelse er en hændelse, hvor patienten som følge af sundhedsvæsnets handlinger eller mangel på samme er blevet skadet.
En påført risiko er en hændelse, hvor patienten som følge af sundhedsvæsnets handlinger eller mangel på samme er blevet påført en risiko for en skadevoldende hændelse.
En nærhændelse er en fejl, der når at blive korrigeret i tide, inden den får konsekvenser for patienten.

Det er vigtigt at rapportere alle typer af utilsigtede hændelser, også nærhændelser, som i et patientsikkerhedsperspektiv er særlig interessante, da de ud over at berette om fejl også fortæller om, hvilke omstændigheder der gjorde, at fejlen blev afværget. Lige præcis dette sidste led giver gode idéer til forebyggelse af medicineringsfejl og er derfor særlig brugbare oplysninger i patientsikkerhedsarbejdet.

- Rapporterede medicineringsfejl -

Årsberetningen fra Dansk Patient Sikkerheds Database (DPSD) for 2014 viser, at der i alt blev rapporteret 182.643 utilsigtede hændelser. Ifølge statistikken klassificeres 85 % af alle registrerede UTH’er som ingen skade og mild. Kun ca. 0,3 % klassificeres som dødelige.

Den hyppigste type af fejl i alle sektorerne er i kategorien medicinering herunder væsker, og den udgør 22,7 % af alle hændelser på hospitaler, og 66,4 % i kommunerne. Et af de helt store fokusområder lige nu er tværsektorielle hændelser, da der opstår mange medicineringsfejl, når borgere overflyttes fra den ene sektor til den anden, fx når de udskrives fra hospitalet til hjemmeplejen (Patientombuddet 2015).

Casen nedenfor illustrerer, hvor alvorlige konsekvenser medicineringsfejl kan få, selvom der ikke umiddelbart er tale om en stor fejldosering. Casen viser også, at konsekvensen af medicineringsfejl kan være lige så fatale for orale lægemidler som for intravenøse lægemidler, men ofte kommer reaktionen hurtigst ved intravenøs administration.

Case Start:

Fejlmedicinering i hjemmeplejen

En 78-årig mand blev indlagt på et hospital pga. uregelmæssig hjerterytme. På hospitalet blev han undersøgt og sat i medicinsk behandling med Marevan, der er et antikoagulerende lægemiddel, dvs. blodfortyndende.

Efter en uges behandling på sygehuset blev han udskrevet til videre behandling hos sin praktiserende læge og den kommunale hjemmesygepleje. Lægen ordinerede en tablet Marevan hver anden dag, hvilket lægen skrev i et brev, som manden fik med hjem.

Det var herefter planen, at hjemmesygeplejen skulle hjælpe til med, at han fik lægemidlet. Ved en fejl kom hjemmesygeplejen til at dosere tabletterne på en måde, så manden fik en tablet om dagen i stedet for en hver anden dag. Denne overdosis var årsagen til, at manden 14 dage senere fik en alvorlig hjerneblødning, der medførte, at han døde. Patientforsikringen tilkendte erstatning til boet.

Case slut

Rapporten Medicinering i hjemmeplejen og i plejebolig – identifikation af utilsigtede hændelser og forslag til forebyggende tiltag, udgivet af Patientombuddet i 2012, viser, at størstedelen af alle medicineringsfejl sker i forbindelse med administration (55-60 %) eller dispensering (10-15 %). Fejlene relateret til dispensering omhandlede typisk forkert dosis, ikke doseret og forkert tidspunkt eller frekvens. Fejlene relateret til administration omhandlede typisk, at medicinen ikke blev givet, givet til forkert tid eller forkert borger, eller at medicinen ikke blev indtaget af borgeren (Patientombuddet 2015).

Det kan både være en fordel og en ulempe, at medicinens vej fra ordination hos lægen til administration hos borgeren passerer flere led. Ulempen er, at hvert led udgør en risiko for fejlmedicinering. Omvendte kan de mange led også være en fordel, da de kan fungere som sikkerhedsnet for hinanden.

I sidste ende udgør borgeren også et sikkerhedsnet, og man bør aldrig negligere borgerens eller pårørendes undren over medicineringen, ændret virkning af medicinen eller nye bivirkninger, da de trods alt er de eneste gennemgående parter i medicineringsprocessen.

- Opfølgning på medicineringsfejl -

Når der skal følges op på utilsigtede hændelser, foregår dette både på borgerniveau, på personaleniveau og på sikkerhedsniveau, så både borger og personale hjælpes videre efter hændelsen, men også, så det forebygges, at samme type medicineringsfejl gentages.

Rækkefølgen af handlinger i forbindelse med en medicineringsfejl kan variere, men i første omgang skal der følges op på borgerniveau.

Hovedreglen er, at man starter med at mindske fejlens omfang – hvis muligt fx ved at stoppe for indgift eller indtag af medicinen. Der skal tilkaldes hjælp, så man ikke står alene i situationen, da man ikke altid kan forudse, hvordan borgerens tilstand vil udvikle sig. Borgeren skal observeres, og der skal måles værdier. Såfremt lægen vurderer, at det er nødvendigt, skal der gives farmakologisk behandling fx modgift. I første omgang skal borgeren kort informeres om, hvad der er sket, og at der nu følges op på fejlen. Senere kan der gives en mere uddybende forklaring og en undskyldning.

Der bør som udgangspunkt siges undskyld til alle borgere, der udsættes for en utilsigtet hændelse, uanset om de skades eller påføres en unødvendig risiko.

Derimod er det ikke hensigtsmæssigt at informere dem om nærhændelser, da det kan skabe unødvendig utryghed og mistillid.

At give en undskyldning er vigtigt for at genoprette tilliden mellem borger og personale, men det letter også samvittigheden for den sundhedsperson, der har begået fejlen.

Når situationen er bragt under kontrol, skal hændelsesforløbet dokumenteres, og den utilsigtede hændelse skal rapporteres. Rapportering er det første led i opfølgningen på sikkerhedsniveau.

Det kan også anbefales at dele sin oplevelse med en kollega efter hændelsen, så man ikke er alene med sine tanker og skyldfølelse. Det er vigtigt for opfølgningen på personaleniveau, at der skabes en afdelingskultur, som tillader denne åbenhed om utilsigtede hændelser.

Kapitel 1 menu - Retur hoved menu

1.5 - Patientsikkerhed

Sikker identifikation

Sikker dokumentation

Sikker kommunikation

Sikre arbejdsgange

Der har i mange år været fokus på patientsikkerhed i sundhedsvæsnet, ikke mindst på medicinområdet, pga. det store antal utilsigtede hændelser.
En lang række tiltag er allerede blevet indført med henblik på at nedbringe antallet af medicineringsfejl. Disse retter sig bl.a. mod sikker identifikation, sikker dokumentation, sikker kommunikation og sikre arbejdsgange. Nedenfor gives eksempler på nogle af de mest betydningsfulde tiltag i forhold til medicinering.

- Sikker identifikation -

Vejledning om identifikation af patienter og anden sikring mod forvekslinger i sundhedsvæsenet (VEJ nr. 9808 af 13/12/2013) har til formål at sikre en ensartet og høj patientsikkerhed i sundhedsvæsnet ved sikker identifikation af patienter og korrekt mærkning af f.eks. doserede lægemidler. Vejledningen fastlægger ansvarsfordelingen mellem de involverede sundhedspersoner og præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, som sundhedspersoner skal udvise ifølge Autorisationsloven for at undgå forvekslinger i forbindelse med diagnostik og behandling.

- Der skal som udgangspunkt foretages identifikation forud for enhver handling rettet direkte mod patienten, fx medicingivning. Det er ikke tilstrækkeligt kun at foretage identifikationsproceduren, når der er tvivl om patientidentiteten.

- Som udgangspunkt gælder det, at en patient kun kan anses for korrekt identificeret, når han/hun oplyser både det fulde navn og personnummer. Det er ikke tilstrækkeligt, at patienten på forespørgsel bekræfter sit navn og personnummer.

- Ved medicinordinationer skal lægemidlet altid identificeres med lægemiddelnavn, lægemiddelform samt styrke.

- Ved dispensering skal identifikationen af lægemidlet foretages så tæt på den dispenserede enhed som muligt, dvs. direkte på beholderen (f.eks. ampul/hætteglas/tabletglas), idet det ikke er tilstrækkeligt at aflæse på den udvendige pakning. Denne regel kan dog fraviges ved dispensering af fx medicin i blisterpakninger, hvor stregkoden eller lignende alene er anført på den udvendige pakning.

- Såfremt dispenserede lægemidler ikke straks administreres af den sundhedsperson, som har dispenseret lægemidlerne, så skal borgerens navn og personnummer fremgå af medicinglasset, injektionssprøjten eller lignende. Det omfatter såvel angivelse af lægemidlets navn, styrke og dosis samt tidspunkt for uddeling/indgift. Ved brug af doseringsæske og andre beholdere, hvor den enkelte borgers medicin opbevares særskilt, skal doseringsæsken mærkes med borgerens navn og personnummer.

I forbindelse med identifikation kan der med fordel anvendes elektroniske løsninger, så genkendelse af borger og lægemidler ikke udsættes for menneskelige fejl. På de fleste hospitaler anvendes der personal digital assistants (PDA’ere) til at scanne lægemiddelæsker og patientarmbånd med, og dermed øges sikkerheden, både hvad angår dispensering og administration yderligere.

- Sikker dokumentation -

En måde at sikre korrekt og entydig dokumentation af lægemidler på er ved at anvende et fælles elektronisk medicinsystem for læger og plejepersonale, så der undgås overførselsfejl fra ét system til et andet.

Dette kaldes at anvende enstrenget medicinhåndtering, med anvendelse af et fælles ordinationsskema, hvor lægen indfører sine medicinordinationer i skemaet, og plejepersonalet benytter samme skema ved dispensering og medicinadministration. Et eksempel på et enstrenget system er elektronisk patientmedicinering (EPM), der er den del af den elektroniske journal, der omfatter optegnelser over aktuel medicinering.

Et andet system, der er udviklet med henblik på at forebygge uoverensstemmelser mellem medicinoplysninger, er fælles medicinkort (FMK). Det er en elektronisk database, der giver såvel borgere som sundhedspersoner, herunder social- og sundhedsassistenter, digital adgang til borgeres medicinoplysninger, når de aktuelt har en borger i behandling, og når det er nødvendigt for behandlingen. Det er kun læger, apotekere og apotekspersonale, der er forpligtet til at indberette oplysninger i FMK. Formålet med at registrere lægemiddeloplysninger er at sikre kvaliteten, sikkerheden ved og effekten af borgerens behandling i sundhedsvæsnet.

- Sikker kommunikation -

Dansk Selskab for Patientsikkerhed (2007) har udgivet Håndbog i sikker mundtlig kommunikation, hvori der beskrives tre forskellige kommunikationsformer, som har til formål at gøre kommunikationen præcis og sikker: tjek-svar, skriv-ned-og-læs-op samt ISBAR-kommunikation. De tre kommunikationsformer bør også anvendes i kommunikationen om medicin, så man sikrer sig, at en given besked bliver korrekt forstået.

Tjek-svar kaldes også closed loop-kommunikation. Denne teknik skal sikre, at oplysninger forstås og videregives korrekt. Afsenderen giver en besked til modtageren, som gentager beskeden. Afsenderen lytter og sikrer sig, at beskeden er korrekt forstået. Sådanne tjek-svar anvendes i forbindelse med mundtlige ordinationer, som i praksis kun finder sted i akutte situationer, hvor der ikke er tid til at nedskrive ordinationerne.

En anden form for mundtlig ordination er telefonordinationer, hvor der er mere tid til at sikre sig de modtagne informationer. Tjek-svar-kommunikationen suppleres da med skriv-ned-og-læs-op, hvor ordinationen skrives ned, inden den gentages for afsenderen.

Mange medicinordinationer foretages med afsæt i plejepersonalets vurdering af patienten. Det er derfor, især i akutte situationer, afgørende med korte og præcise informationer, der ikke giver anledning til misforståelser eller forveksling af patienter. En metode, der kan anvendes i denne forbindelse, er ISBAR-kommunikation.

ISBAR står for identifikation, situation, baggrund, analyse og råd.

- Sikre arbejdsgange -

Fejlkommunikation kan udgøre en risiko for patientsikkerheden, men det kan unødig kommunikation og afbrydelser også. Derfor er det vigtigt, at der skabes ro om medicingivning, så processen kan foretages uden forstyrrelser. Der tænkes her også på at inddrage elektroniske løsninger, hvor disse kan understøtte sikre arbejdsgange og fange menneskelige fejl.

Der er ikke de samme betingelser for afbrydelsesfri zone, når der dispenseres medicin i private hjem, men her bør social- og sundhedsassistenten sørge for at skabe en rolig ramme omkring sin dispensering og om nødvendigt bede borgeren om at vente med at snakke, til efter dispenseringen er fuldført.

Et andet initiativ, der har til hensigt at optimere sikkerheden ved dispensering af medicin, er apotekernes maskinelle dosisdispensering, der har fået stor udbredelse i primærsektor. Ved dosisdispensering forstås, at et lægemiddel på apoteket påfyldes en dosisdispenseringspose. Systemet kan sammenlignes med en toiletrulle, hvor man løbende river den pose af, der er den næste i rækken.

Kapitel 1 menu - Retur hoved menu

1.6 - Kvalitetssikring

Akkreditering i forhold til medicinering

Embedslægetilsyn i forhold til medicinering

Der føres løbende tilsyn med kvaliteten af de sundhedsfaglige ydelser, herunder medicinering. Dette sker for at sikre, at man lever op til de mål og krav, der er opstillet.

Afhængigt af hvor i sundhedsvæsnet det er, føres der kontrol med medicinering i form af enten akkreditering eller embedslægetilsyn. Akkreditering foretages bl.a. på sygehuse og i hjemmeplejen, mens embedslægetilsyn foretages på plejehjem, i plejeboligbebyggelser og tilsvarende boligenheder.

- Akkreditering i forhold til medicinering -

Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS), står bag udviklingen af Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM), som indeholder en lang række akkrediteringsstandarder for kvaliteten af sundhedsvæsnets ydelser. På hospitalerne ophører dele af akkrediteringen i 2018, hvorimod den fortsætter i primærsektoren bl.a. med akkreditering i forhold til medicinering.

En akkrediteringsstandard er en standard, der beskriver de krav, som lægges til grund for akkreditering. Ved akkreditering gives en formel anerkendelse af, at personer eller organisationer er kompetente til at udføre deres opgaver, og lever op til de krav, som er beskrevet i akkrediteringsstandarderne. Under akkrediteringsproceduren vurderes kvaliteten ud fra indikatorer, dvs. evaluerbare variabler, som anvendes til at overvåge og evaluere kvaliteten.

Akkrediteringsstandarderne retter sig meget mod at skabe sikre arbejdsgange for medicinering og har lidt forskellig karakter, alt efter om det er primær eller sekundær sektor.

I akkrediteringen er der bl.a. fokus på:
- - At der foreligger retningslinjer, der beskriver dispensering af lægemidler.
- - At der udføres kontrol af vanskelige, individuelle dosisberegninger.
- - At ophældte lægemidler og afmålte injektionsvæsker/infusionsvæsker mærkes.
- - At lægemiddeldispensering dokumenteres i det enstrengede lægemiddeldokumentationssystem.
- - At der er retningslinjer for dispensering af lægemidler, og at disse skal være i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens vejledning om ordination og håndtering af lægemidler. De skal desuden indeholde:
    - beskrivelse af, hvem der har kompetence til at delegere lægemiddeldispensering til andre faggrupper
    - beskrivelse af, hvilke ikkelægeordinerede lægemidler, der kan dispenseres, herunder naturlægemidler og kosttilskud
    - beskrivelse af rapportering og håndtering af utilsigtede hændelser i forbindelse med lægemiddeldispensering
- - At ledere og de medarbejdere, der dispenserer lægemidler, kan redegøre for processen for dispensering af lægemidler, herunder for egne opgaver og ansvar, jf. retningslinjerne.
- At der årligt foretages overvågning af, hvordan der er handlet på utilsigtede hændelser, og af, hvordan disse hændelser forebygges. På baggrund af resultatet af overvågningen prioriterer ledelsen iværksættelse af eventuelle tiltag til kvalitetsforbedring.

Patientsikkerhedskritiske standarder

Der er i forbindelse med akkreditering på sygehuse udvalgt otte patientsikkerhedskritiske standarder, som anses for særlig vigtige at opfylde, og hvortil der derfor stilles højere krav end til de øvrige standarder. Ligeledes er der i kommunerne udvalgt seks standarder med særlig betydning for borgernes sikkerhed. En stor andel af disse patientsikkerhedsrettede standarder vedrører direkte medicinering, fx inkluderer det akkrediteringsstandarderne for lægemiddeldispensering, eller kan relateres hertil, hvilket tydeliggør, at der lægges stor vægt på patientsikkerheden ved medicinering i forhold til akkrediteringsprocessen (IKAS 2012 og 2014).

Når der pågår akkreditering, vil man som social- og sundhedsassistent kunne blive spurgt til forskellige områder, og her er det selvfølgelig vigtigt, at man har kendskab til og kan redegøre for de procedurer, der skal overholdes i forbindelse med medicinering.

Efter at der er foretaget akkreditering, kan det være, at der fremkommer områder i forbindelse med medicinhåndtering, hvor kvaliteten ikke er god nok. Her er det vigtigt, at ledelsen medinddrager sundhedspersonalet, så de kan bidrage til at forbedre kvaliteten fremadrettet.

- Embedslægetilsyn i forhold til medicinering -

Embedslægerne er en del af Sundhedsstyrelsen og er i forbindelse med medicinering pålagt ansvaret for at gennemføre et årligt uanmeldt sundhedsfagligt tilsynsbesøg på plejehjem og i lignende boligenheder, hvor der udføres opgaver på vegne af de kommunale myndigheder. Note

Af Sundhedsstyrelsens Vejledning om tilsyn med plejehjem, plejeboligbebyggelser og tilsvarende boligenheder. Til landets embedslægeinstitutioner fra 2001 fremgår det, hvordan der foretages tilsyn med sundhedsadministrative, sundhedsfaglige og sundhedsrelaterede forhold. Under de sundhedsfaglige forhold hører bl.a. tilsyn med medicinering.

Ved tilsynet vurderes det, om medicinhåndteringen sker forsvarligt, dvs. at der undersøges:

- Om der findes retningslinjer for medicinhåndtering, herunder ophældning, dosering og administration, herunder identifikation af, hvem der har ophældt/doseret medicin.

- Om der findes procedurer for medicingivning, der
  1. sikrer identifikation af patient og præparat, samt
  2. at al medicin gives som ordineret, også ved evt. brug af doseringsæsker.

- Om der er overensstemmelse mellem den anførte ordination i den sundhedsfaglige dokumentation, på evt. doseringsskema og ved doseringsæske/ugeæske, og om indholdet (antal) i doseringsæskerne stemmer med det ordinerede.

- Om der findes procedurer for medicinhåndtering ved indflytning, udskrivning fra sygehus, medicinændring/ny ordination og ved telefonordination.

- Hvordan ordinations- og receptfornyelsespraksis fungerer, herunder kontrol ved modtagelse af medicin.

- Om der findes procedurer for håndtering af p.n.-medicin, håndkøbsmedicin og alternativ medicin.

- Om opbevaring af medicin sker på forsvarlig vis.

- Om der sker en central opbevaring af medicin.

- At der ikke findes fælles medicin (“nødberedskab” eller “akutdepot”).

- Hvordan medicin bortskaffes, herunder, om der opbevares datoudløbet medicin, seponeret medicin eller medicin fra afdøde beboere.

Hvilken kompetence de enkelte faggrupper har i relation til medicinhåndtering.
Om personalet er bekendt med ovennævnte procedurer.

Embedslægetilsyn minder derfor på mange måder om akkreditering, da det er nogenlunde de samme områder, der undersøges, men det er endnu mere detaljeret beskrevet, hvad der helt præcis bliver undersøgt. Der vil som opfølgning på et embedslægetilsyn også kunne fremkomme områder, som skal kvalitetsforbedres. Igen er det vigtigt, at ledelsen medinddrager personalet, så de kan bidrage til at forbedre kvaliteten fremadrettet.

Brug tastaturgenvejene Ctrl + f (Windows, Linux og ChromeOS) eller + f (Mac) til hurtigt at søge efter specifikke emner i farmakologi bogen.

Oversigt over bog med links til e-bog

Farmakologi og Medicinhåntering

Kapitel 1 - 2 - 3

2. Almen farmakologi

3. Medicinhåndtering

Kapitel 4 - 5

Kapitel 6

Glukokortikoider anvendes lokalt på hud og slimhinder til behandling af forskellige former for eksemer, fx astmaeksem, kløende hudlidelser, kløe pga. allergiske hudreaktioner, solskoldninger og psoriasis.

Brug tastaturgenvejene Ctrl + f (Windows, Linux og ChromeOS) eller + f (Mac)
til hurtigt at søge efter specifikke emner i farmakologi bogen.